Gå til forsidenGå til forsidenGå til hjemmesiden Alt om kost

24. november 2009

Skolen bager efter vores opskrift

Interview med Birgitte Rasmussen, mor til Anders, 9 år, Odense


Anders er allergisk over for en masse forskellige ting, men det værste er ifølge hans mor, Birgitte Rasmussen, mælk og æg. Bare den mindste smule mælk i en lillebitte chokoladepastil er nok til, at Anders bliver syg.


Derudover har han to søskende, som også har allergi. Broderen har mælkeallergi ligesom Anders, og søsteren kan ikke tåle farvestoffer.


Tre måneder gammel begyndte Anders at have problemer med vejrtrækningen, og børnelægen kunne konstatere, at han havde astma.


Siden blev allergien konstateret, og det viste sig, at Anders' mælkeallergi var så følsom, at den mindste smule mælk, fx i smør eller rugbrød, fik næsen til at løbe og udslæt til at bryde frem.


Da han var ni måneder gammel, fik han æggekage for første gang efterfulgt af en ordentlig omgang nældefeber, og familien fik mistanke om, at Anders også havde æggeallergi.


Én gang om året skal han provokeres med mælk og æg for at finde ud af, om han stadig har allergi og for at opretholde sit medicintilskud – familien bruger ca. 2.000 kr. om måneden til Profylac og astma-medicin – og det er slemt, siger Birgitte Rasmussen med henvisning til provokationen.


Der går simpelthen 8-10 dage, før han bliver sig selv igen efter en sådan provokation. Han er dårligt tilpas, får eksem, er henholdsvis hyperaktiv eller sløv og får nældefeber. Det sker alt sammen i løbet af få timer, og lægerne står hver gang klar med antihistamin og astma-medicin. Alligevel slipper han aldrig billigt igennem.


Anders er også blevet allergisk over for græspollen og har i den forbindelse udviklet krydsallergi over for honningmelon og appelsin, så der er mange hensyn at tage.


Gode tip
Birgitte Rasmussen har gjort en stor indsats for at hjælpe sin søn så smertefrit igennem som muligt.


- Når de bager i skolen, er det efter vores opskrifter, hvori der indgår mælkefri margarine og vand i stedet for mælk. Æg bliver udskiftet med en grødris-erstatning, hvis de ikke helt kan undværes.


Når der er børnefødselsdag i skolen, ringer Birgitte Rasmussen og spørger, hvad der skal serveres for børnene. Og så fremstiller hun selv en kurv med mad, der ligner, som Anders så får med.


En anden ting, som har krævet en del tid af en mor til tre allergi-børn, er kampen for bedre varedeklarationer. Birgitte Rasmussen har ringet til et utal af producenter og opfordret dem til at deklarere deres produkter hele vejen igennem. Hovedreglen er, at alle ingredienser skal nævnes, men der er undtagelser, som kan gøre det besværligt for mennesker med allergi.


- Derfor bruger jeg kræfter på at påvirke producenterne, og jeg er stolt af, at jeg foreløbig har fået både en vitaminpilleproducent og en slikproducent til at ændre deres politik, så de nu deklarerer alt.

 



Content