Gå til forsidenGå til forsidenGå til hjemmesiden Alt om kost

24. november 2009

Tåler ikke tomater og gulerødder

Interview med Ulrikka Brændgaard Nissen, 28 år, København


Det er næppe helt indlysende for mange, at man skal undgå tomater og rå gulerødder, hvis man har birkepollenallergi. Men det er faktisk tilfældet for Ulrikka Brændgaard Nissen, som har krydsreaktioner i forbindelse med sin pollenallergi. Og der er ikke så usædvanligt, som det kan lyde. Ifølge tal fra Skåne oplever mellem 60 og 70 pct. af de, der har birkepollenallergi, også, at de får symptomer, når de spiser visse nødder, frugter og grøntsager.


Der sker det, at min krop tror, jeg spiser birkepollen, og så kommer symptomerne, siger Ulrikka Brændgaard Nissen.


Men selv om det hele udspringer af birkepollenallergien, er symptomerne ikke de samme. Når Ulrikka spiser tomater, slår hun ud i ansigtet, knæhaserne og på armene med en kløende eksem. Men når hun spiser rå gulerødder, får hun åndenød og snue – ligesom når hun udsættes for birkepollen om sommeren.


Mistanke til tomaterne
Selve birkepollenallergien har aldrig været et stort problem. Kun når der har været rigtig meget pollen i luften, har hun mærket noget til det. Men det er flere år siden, at hun begyndte at få symptomer, når hun spiste tomater. Hun blev rød og hævet om munden og havde tomaterne under stærk mistanke, da hun gik til lægen for et par år siden.


- Lægen kunne ikke gøre så meget andet end at råde mig til at undgå alt med tomat i. For den medicin, der findes, er kun rettet mod birkepollenallergien – og altså luftvejsproblemerne.


Ser rødt
Ulrikka Brændgaard Nissen synes ikke, at det er så svært at leve med tomat- og gulerodsallergi.


- Rå gulerødder er det jo nemt nok at undgå, og med hensyn til tomaterne har jeg lært at læse varedeklarationer, og så ringer mine alarmklokker i øvrigt helt automatisk, når jeg ser noget mad, der er rødt.

 



Content