Gå til forsidenGå til forsidenGå til hjemmesiden Alt om kost

14. december 2009

Cøliaki (overfølsomhed over for gluten)

Cøliaki eller glutenintolerans en sygdom i tyndtarmen, som skyldes overfølsomhed over for gluten. Gluten er proteiner i hvede, rug og byg.


De første symptomer på cøliaki kommer oftest i barndommen. Der er ofte flere inden for samme familie, som har cøliaki, fordi sygdommen er delvis arvelig.


Personer med cøliaki er nødt til at undgå gluten, dvs. proteiner fra hvede, rug og byg.


For havre gælder særlige forhold. Proteinerne i havre har ikke samme effekt på tarmen, som proteinerne i hvede, rug og byg.

Derfor må børn med cøliaki gerne spise specialfremstillet havre, når barnets blodprøver er blevet normale. Almindelig havre kan være forurenet med hvede og andre glutenholdige kornsorter og må derfor ikke spises ved cøliaki.


Symptomer
Specielt hos mindre børn kan symptomerne være oppustet mave, tynde afføringer og dårlig trivsel. Hvis børnene optager for få næringsstoffer fra maden, vokser og vejer de mindre, end de skal.


Forebyggelse
For at forebygge cøliaki bør alle spædbørn undgå glutenholdige kornprodukter i kosten før 6-månedersalderen. Af samme grund må der ikke tilsættes glutenholdige kornprodukter til babymad på glas til børn under 6 måneder.


I familier med cøliaki har et barn gode chancer for ikke selv at udvikle cøliaki tidligt i livet, hvis man følger Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger for amning. Barnet bør udelukkende ammes i mindst seks måneder og først derefter få mad med gluten.


Man kan desuden nedsætte risikoen for, at barnet udvikler cøliaki, hvis man fortsætter amningen efter 6-månedersalderen, når barnet gradvist begynder at få mad med gluten.


Allergi over for hvede
Allergi over for hvede er sjælden og er ikke det samme som cøliaki.


Hvedeallergi skyldes, at kroppen har dannet allergi-antistoffer (IgE) over for et eller flere af proteinerne i hvede. Proteinerne, man danner antistoffer overfor, kan være gluten, men det kan også være andre af proteinerne i hvede.


Denne type allergi kaldtes tidligere straks-allergi, fordi symptomerne – i modsætning til symptomerne ved cøliaki – viser sig straks eller inden for få timer efter, at man har spist det, man ikke kan tåle.


Symptomerne kan være kløe i munden, høfeber, nældefeber, astma, opkastninger, diarré eller i værste fald anafylaktisk chok.



Content