Symptomer
I de fleste tilfælde af overfølsomhed over for mad viser
symptomerne sig fra få minutter til 1-2 timer efter, at dit barn
har spist det, som det ikke kan tåle - men der kan også gå
længere tid.
Det kan dreje sig om svære vedvarende symptomer, og ofte er der
flere forskellige symptomer samtidig.
Symptomerne kommer hver gang, barnet får den fødevare, det ikke kan
tåle.
Hvis dit barn med problemer med fødevarer, der krydsreagerer med
pollen, kan det dog være, at det kun har symptomer i pollensæsonen.
Symptomerne kan også afhænge af, hvor meget barnet har spist af
det, det ikke kan tåle, samt af tilberedningsformen. Nogle tåler
således kogte frugter og grøntsager bedre end rå.
Større børn får ofte kløe og evt. hævelse i mund og svælg som den
første reaktion, når de har spist noget, de ikke kan tåle. Senere
kan der komme symptomer fra øjne, næse, lunger, mave-tarmkanal og
hud.
Kontakt lægen, hvis du er i tvivl
De symptomer, som er nævnt herunder, kan skyldes andet end
fødevareoverfølsomhed. Derfor bør du altid kontakte lægen, hvis dit
barn har symptomer, som du ikke umiddelbart kender forklaringen
på.
Øjne og næse
Fra øjne og næse kan ses symptomer som ved høfeber. Øjnene
hæver, klør og bliver røde. Næsen klør, løber eller er stoppet, og
man nyser.
Lunger
Fra lungerne kan der komme astma-symptomer med hoste,
piben og hvæsen, trykken for brystet og åndenød.
Mave-tarmkanal
Symptomerne fra mave-tarmkanalen kan vise sig som mavesmerter,
kvalme, opkastninger og diarré. Disse symptomer kan også skyldes
mange andre sygdomme eller tilstande, som lægen bør udelukke, før
allergi mistænkes for at være årsagen.
Fødevareallergi er sjældent årsag til kolik hos spædbørn, når kolik
er det eneste symptom.
Gylp i små mængder hos en baby skal ikke forveksles med en
allergisk reaktion.
Hud
På huden kan der ses akut nældefeber med kløende, velafgrænsede
hvide eller blegrøde hævelser. Kronisk nældefeber ses sjældent ved
fødevareoverfølsomhed.
Hos nogle småbørn forværres børneeksem af bestemte fødevarer. Det
er især hos børn med svært vedvarende børneeksem. Der er dog mange
andre faktorer end mad, der kan forværre børneeksem.
Allergisk chok
I sjældne tilfælde kan et barn få et allergisk chok, som er en
voldsom og i værste fald livstruende allergisk reaktion, hvor hele
kroppen reagerer. Det klør i munden, barnet bliver utilpas og
svimmel og får hjertebanken, kvalme og sortnen for øjnene. Der kan
samtidig være nældefeber, høfeber og astma. Blodtrykket kan falde,
og barnet kan besvime.
Allergisk chok kan ligne andre voldsomme reaktioner med
pludselig besvimelse.
Andre symptomer
Hos børn med svær fødevareallergi ses desuden dårlig trivsel, og de
vokser måske ikke så meget, som de skal.