Gå til forsidenGå til forsidenGå til hjemmesiden Alt om kost

15. december 2009

Behandling - mad og medicin

Mad - diætvejledning
Der findes ingen medicinsk behandling, der kan helbrede overfølsomhed over for mad. Den eneste behandling er at lade være med at spise den fødevare, som du ikke kan tåle.


For at være sikker på at undgå de fødevarer eller tilsætningsstoffer, du ikke kan tåle, er det vigtigt, at du læser varedeklarationerne.


Du kan få rådgivning om mere omfattende kostændringer hos en klinisk diætist. Du kan evt. blive henvist fra din læge eller den specialafdeling, hvor du er blevet undersøgt. Du kan også opsøge en privat praktiserende klinisk diætist, men det skal du selv betale.
Undersøg i dit amt, hvilke muligheder der er.


Allergi-vaccination
På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at blive vaccineret mod fødevareallergi. Man kan allergivaccinere for pollenallergi, men det har tilsyneladende ingen eller kun ringe effekt på allergien over for de fødevarer, som krydsreagerer med pollen.


Medicin
Akutte symptomer på overfølsomhed over for mad kan behandles med medicin. Hvilken slags medicin, du skal have, afhænger af, hvilket organ symptomerne kommer fra  -  astma, høfeber, nældefeber osv. Ved milde reaktioner kan antihistaminer evt. hjælpe.


Du bør ikke tage antihistaminer for at forebygge symptomer på fødevareallergi, hvis du tidligere har haft alvorlige symptomer. Antihistaminerne kan sløre den kløe i mund og svælg, som ofte er første advarselstegn på, at du spiser noget, du ikke kan tåle.

Ved allergisk chok skal man have adrenalin-indsprøjtning og hurtigt under lægebehandling.


Har du tidligere reageret med svær allergisk reaktion efter at have spist fx jordnødder, nødder, skaldyr eller æg, vil lægen ofte udstyre dig med en EpiPen® og vise, hvordan du anvender den. Lægen vil også fortælle, hvilken anden medicin du evt. bør tage.


Pennen er en lille automatisk engangssprøjte med en adrenalin-opløsning, som man selv kan sprøjte sig med i låret, når en voldsom allergisk reaktion er ved at udvikle sig. Den kan købes på apoteket og fås kun på recept. Efter brug skal lægen eller skadestuen kontaktes.



Content

Relevant information