Cøliaki (overfølsomhed over for gluten)
Cøliaki er en sygdom i tyndtarmen. Sygdommen er kronisk, dvs.
livslang. Cøliaki udløses af nogle proteiner, som findes i hvede,
rug og byg. Populært kaldes disse kornproteiner for "gluten". For
havre gælder særlige forhold.
Cøliaki skyldes overfølsomhed over for gluten. Behandlingen er
som ved andre former for overfølsomhed over for mad, hvor man skal
undgå det, som man ikke kan tåle. Cøliaki skal dog ikke forveksles
med fødevareallergi. Fødevareallergi udløses af en anden mekanisme,
og symptomerne ved fødevareallergi kommer oftest hurtigt efter, at
man har spist det, man ikke kan tåle.
Cøliaki er delvis arvelig. Derfor er der ofte flere inden for samme
familie, som har cøliaki. Man regner med, at op mod 1 procent af
befolkningen har sygdommen. Blandt personer med cøliaki har kun én
ud af syv klare symptomer.
Hvem får cøliaki og hvorfor?
Cøliaki kan opstå i alle aldre. De første symptomer på cøliaki
kommer dog oftest i barndommen, men en del får først symptomer
omkring 30- til 40-årsalderen eller endnu senere.
Årsagen til, at nogle personer udvikler cøliaki, er endnu ukendt,
men man ved, at sygdommen pludselig kan bryde ud, hvis
modstandskraften er påvirket, fx ved en infektion.
Når personer med cøliaki spiser mad med gluten, skader
proteinerne tyndtarmens frynsede slimhinde. Tarmens overflade
bliver derved mindre, og maden fordøjes dårligere, så vitaminer og
andre næringsstoffer ikke bliver optaget, som de skal.
Hvis en person med cøliaki spiser en glutenfri kost, heler
tyndtarmens overflade, og evnen til at optage næringsstoffer bliver
langsomt normal. Hvis man igen spiser mad med gluten, bliver tarmen
atter skadet. Derfor er det meget vigtigt, at personer med cøliaki
spiser glutenfrit resten af livet.
Hudsygdommen dermatitis herpetiformis
Patienter med hudsygdommen dermatitis herpetiformis har de samme
forandringer i tarmen som ved cøliaki og skal derfor også spise en
kost uden gluten. Dermatitis herpetiformis viser sig som små
væskefyldte blærer og stærk kløe på huden.
Forebyggelse
For at forebygge cøliaki bør alle spædbørn undgå glutenholdige
kornprodukter i kosten før 6-månedersalderen. Af samme grund må der
ikke tilsættes glutenholdige kornprodukter til babymad på glas til
børn under 6 måneder.
I familier med cøliaki har et barn gode chancer for ikke selv at
udvikle cøliaki tidligt i livet, hvis man følger
Sundheds-styrelsens generelle anbefalinger for amning. Barnet bør
udelukkende ammes i mindst seks måneder og først derefter få mad
med gluten. Man kan desuden nedsætte risikoen for, at barnet
udvikler cøliaki, hvis man fortsætter amningen efter
6-månedersalderen, når barnet gradvist begynder at få mad med
gluten.
Cøliaki på dansk og engelsk
Dansk
Cøliaki
Gluten-intolerans
Gluten-sensitiv enteropati
Engelsk
Celiac disease
Coeliac disease
Non-tropical sprue