Diagnose
Blodprøve
Personer med cøliaki, som spiser gluten, har forhøjet indhold af
bestemte antistoffer. Antistofferne (anti-transglutaminase,
anti-endomysium og anti-gliadin) kan måles i en blodprøve.
Antistofferne afspejler i grove træk hvor meget gluten, der er i
kosten. Det er derfor vigtigt at spise rigeligt med gluten, før man
skal have taget blodprøverne. Så er der større chance for, at
blodprøverne viser rigtigt.
Måling af antistoffer kan ikke bruges som et sikkert bevis for
sygdommen, når diagnosen skal stilles, men resultatet er vejledende
for, om der skal tages en vævsprøve fra tyndtarmen. Mængden af
antistoffer falder langsomt til normale værdier, når kosten ikke
længere indeholder gluten.
Vævsprøve
Den endelige diagnose stilles ved, at man undersøger en vævsprøve
(en biopsi) fra slimhinden i tyndtarmen. Vævsprøven tages som regel
med en mavekikkert (et gastroskop).
I perioder, hvor en person med cøliaki spiser gluten, er slimhinden
flad og uden frynser. På en glutenfri diæt bliver tarmens overflade
igen som før, sygdommen brød ud, men der går måneder, før alt er
normalt. Det tager længere tid hos voksne end hos børn.
Hos små børn kan andre sygdomme føre til en flad slimhinde i
tarmen. Derfor er det oftest nødvendigt at tage vævsprøver fra
tyndtarmen flere gange hos børn, før den endelige diagnose kan
stilles. Der tages prøver, når barnet spiser en normal kost, og når
det er på diæt.
I enkelte tilfælde tages der endnu en vævsprøve, når barnet igen
spiser normalt. Denne fremgangsmåde med tre vævsprøver anvendes
især på børn, der er blevet syge, før de er fyldt to år.