Leksikon
Fødevarer skrevet med almindelig skrift må spises ved cøliaki.
Ved nogle af disse fødevarer står der, at de kan indeholde spor af
gluten. For de fleste med cøliaki har disse spor af gluten ingen
praktisk betydning, fordi mængderne er meget små.
Fødevarer skrevet med kursiv må ikke spises ved
cøliaki.
Boghvede
Planteslægt af skedeknæfamilien. Frøene, hvis kemiske sammensætning
ligner kornarternes, anvendes til blandt andet gryn. Naturligt fri
for gluten.
Bulgur
Knækkede hvedekorn. Koges som ris. Indeholder gluten.
Byg
Kornsort. Indeholder proteinet hordein, som er i familie med
gluten og har samme effekt som gluten.
Cornflakes
Fremstilles af majsflager. Behandles ofte med maltekstrakt for at
bevare sprødheden. Produkter med maltekstrakt kan indeholde spor af
gluten. Kellogg's Cornflakes, Frosties og Frosties 1/3 indeholder
så meget gluten, at de ikke bør indgå i en glutenfri kost. Der
findes også cornflakes, som er naturligt fri for gluten. Spørg
producenten, hvis du ønsker oplysninger om et konkret produkt.
Couscous
Fremstilles af hvede. Er grove gryn og anvendes som ris.
Indeholder gluten.
Dextrose
Sukkerstof fremstillet af stivelse, evt. på basis af hvede eller
byg. Kan indeholde spor af gluten.
Durumhvede
En hvedesort specielt egnet til pastafremstilling. Indeholder
gluten.
Emmer
En gammel hvedesort. Indeholder gluten.
Enkorn
En gammel hvedesort. Indeholder gluten.
E-numre
Nedenstående tilsætningsstoffer kan være fremstillet af
stivelse fra glutenholdige kornsorter. Det skal fremgå, hvis
stivelsen kommer fra en glutenholdig kornsort. Det formodes, at
indholdet af gluten i tilsætningsstofferne er lavt. Den stivelse,
der bruges, vil formodentlig være renset, så den har et indhold af
gluten på niveau med glutenfri hvedestivelse (se under
Hvedestivelse, glutenfri). Desuden spiser man ikke
tilsætningsstofferne i store mængder. Spørg producenten, hvis du
ønsker oplysninger om et konkret produkt.
E 1404: Oxideret stivelse
E 1410: Mono-stivelse-phosphat
E 1412: Di-stivelse-phosphat
E 1413: Phosphateret di-stivelse-phosphat
E 1414: Acetyleret di-stivelse-phosphat
E 1420: Acetyleret stivelse
E 1422: Acetyleret di-stivelse-adipat
E 1440: Hydroxy-propyl-stivelse
E 1442: Hydroxy-propyl-di-stivelse-phosphat
E 1450: Stivelse-natrium-octenyl-succinat
E 1451: Accetyleret oxideret stivelse.
Glucosesirup
Sukkerstof fremstillet af stivelse, evt. på basis af hvede eller
byg. Kan indeholde spor af gluten.
Glutaminsyre
E 620 er et tilsætningsstof, der anvendes som smagsforstærker.
Indeholder ikke gluten.
Glutaminat
E 621-25 er tilsætningsstoffer. Anvendes som smagsforstærker.
Indeholder ikke gluten.
Gluten
Proteiner i hvede. Er opbygget af proteinerne gliadin og glutein.
Gluten og de tilsvarende proteiner fra rug og byg kaldes ofte bare
"gluten".
Guldkorn
Er fremstillet af hvede. Indeholder gluten.
FiberHusk
Fibre. Pulveriserede loppefrøsskaller (psyllium). Svulmer op i
væske. Naturligt fri for gluten.
Havre
Kornsort. Indeholder proteinet avenin, som minder om gluten, men
har ikke samme effekt på personer med cøliaki. Almindelig havre kan
dog ikke indgå i en glutenfri kost, da det kan være forurenet med
andre kornsorter, fx hvede.
Havre, specialfremstillet
Specialfremstillet havre er ren havre uden iblanding af andre
kornsorter. Voksne med cøliaki må spise specialfremstillet havre,
når symptomerne er i ro, eller når blodprøverne er normale. Hos
børn skal blodprøverne være normale, før specialfremstillet havre
inddrages i kosten.
Havregryn
Indeholder gluten pga. forurening fra andre kornsorter.
Husk
Fibre. Skaldele fra loppefrø (psyllium). Svulmer op i væske.
Naturligt fri for gluten.
Hvede
Kornsort. Indeholder gluten.
Hvedeprotein
Proteinstof udvundet af hvede. Indeholder gluten.
Hvedeprotein, hydrolyseret
Er fremstillet af hvede. Indeholder gluten. Se også Vegetabilsk
protein, hydrolyseret.
Hvedestivelse
Stivelse fremstillet af hvede. Indeholder formodentlig gluten.
Almindelig hvedestivelse er næppe renset så meget, at det kan
kaldes glutenfrit. Se også under Hvedestivelse, glutenfri.
Hvedestivelse, glutenfri
"Renset" hvedemel, hvor stort set alt proteinet er fjernet.
Hvedestivelse kan indeholde spor af gluten. Hvor stort indholdet af
gluten er, afhænger af, hvor fint stivelsen er renset. "Glutenfri"
hvedestivelse må højst indeholde 0,3 g protein pr. 100 g stivelse.
Målemetoden måler al protein og ikke kun gluten.
Johannesbrødkernemel
Naturligt fri for gluten.
Kartoffelfibre
Fremstillet af kartofler. Naturligt fri for gluten.
Kassava
Se maniok.
Kikærtemel
Mel fremstillet af bælgfrugten kikært. Naturligt fri for
gluten.
Laktose
Mælkesukker. Naturligt fri for gluten. Kan give enkelte forbigående
mavesmerter og diarré i starten af behandlingen med glutenfri kost.
Symptomerne lettes, hvis man sparer på mælken i en kortere
periode.
Madlavningsfløde
Fløde med 18 pct. fedt tilsat hvedemel. Melet forhindrer fløden i
at skille, når den varmes op.
Malt
Fremstillet af spiret korn, normalt byg. Malt bruges fx til
brødfremstilling. Indeholder gluten.
Maltekstrakt
Er et vandigt udtræk af malt, der inddampes til sirup. Kan
indeholde spor af gluten.
Maltodekstrin
Stivelseshydrolysat bestående af tre til 10
glukoseenheder. Kan indeholde spor af gluten.
Maltose (maltsukker)
Sukkerstof opbygget af to molekyler glukose. Kan indeholde spor af
gluten.
Maniok
Kaldes også kassava. Er stivelsesholdige rodknolde af Maniot
utilissima. Af knoldene udvindes stivelse, der blandt andet sælges
som tapiokastivelse (se Tapioka). Naturligt fri for gluten.
Mannagryn
Gryn af hård proteinrig hvede. Indeholder gluten.
Modificeret stivelse
Anvendes til at påvirke madens konsistens. Benyttes i stedet for
almindelig stivelse, da det er mere stabilt. Er ofte udvundet af
majs. Hvis den er lavet af hvede, skal det fremgå af
varedeklarationen. Modificeret stivelse af hvede kan indeholde spor
af gluten.
Polenta
Er gryn af majs, som afskalles. Ser ud som mannagryn. Naturligt fri
for gluten.
Quinoafrø/-mel
Kommer fra en sydamerikansk plante. Er i familie med spinat. Har et
højt proteinindhold og en god bageevne. Naturligt fri for
gluten.
Rasp
Almindelig rasp er fremstillet af glutenholdige
kornsorter.
Rug
Kornsort. Indeholder proteinet secalin, som er i familie med gluten
og har samme effekt som gluten.
Sagogryn
Kommer oprindelig fra marven af en palme, som vokser i Sydøstasien.
Fremstilles oftest af kartoffelstivelse. Bruges i frugtsuppe.
Naturligt fri for gluten.
Semulje
En slags durumhvede, som anvendes til fremstilling af couscous.
Indeholder gluten.
Sojasovs
Fremstilles ved forgæring af sojabønner og evt. hvede og bruges i
retter fra Østen. Kan indeholde spor af gluten. Kan også fås uden
hvede.
Spelt
Gammel hvedesort. Indeholder gluten.
Stivelse
Stivelse er kulhydrat, som findes i store mængder i kartofler og
kornprodukter. Herfra kan stivelsen udvindes, så den kan købes i
ren form. Stivelse fra kartofler, ris eller majs indeholder ikke
gluten. Se også Hvedestivelse.
Tapioka
Stivelsesrigt mel fra maniok eller kassawa. Naturligt fri for
gluten.
Urhvede
Gammel hvedesort. Indeholder gluten.
Vegetabilsk protein
Dækker normalt over protein fra soja eller ærter, som er naturligt
fri for gluten. Man kan dog ikke være sikker på hvilke råvarer, der
er anvendt, og dermed om de indeholder gluten. På varer, som er
pakket efter den 25. november 2005, skal det fremgå, hvis der er
anvendt en glutenholdig kornsort. Se også Hvedeprotein og
Hvedeprotein, hydrolyseret
Vegetabilsk protein, hydrolyseret
Dækker normalt over protein fra soja eller ærter, som er naturligt
fri for gluten. Man kan dog ikke være sikker på hvilke råvarer, der
er anvendt. På varer, som er pakket efter den 25. november 2005,
skal det fremgå, hvis der er anvendt en glutenholdig kornsort. Se
også Hvedeprotein, hydrolyseret.
Ærtefibre
Fibre udvundet af ærter. Naturligt fri for gluten.