Diæt og provokation
En priktest eller en blodprøve er ikke nok til at stille
diagnosen.
Ved fødevareallergi kan man have falsk positive resultater ved
priktesten eller blodprøven. Fx har mange med græspollenallergi en
positiv reaktion, når de testes for hvede og andre kornprodukter,
men de har inden symptomer, når de spiser kornprodukter. De behøver
derfor ikke at undgå kornprodukter i maden.
Omvendt kan det ske, at man får symptomer, når man spiser
fødevaren, selv om allergitesten var negativ.
I begge tilfælde er det resultaterne fra diætperioden og den
efterfølgende provokation, som viser, om man er overfølsomhed eller
ej.
Diæt
Inden du går på diæt, vil lægen måske bede dig om at registrere
dine symptomer, mens du spiser en normal kost.
I diætperioden skal du derimod lade være med at spise de mistænkte
fødevare, men du skal stadig registrere, om du har symptomer, og
hvor alvorlige de er. I denne periode skulle du gerne blive
symptomfri eller i hvert fald blive fri for en væsentlig del af
dine symptomer.
Provokation
Efter diætperioden er det muligt at foretage en provokation, hvor
du under observation indtager de mistænkte fødevarer eller
tilsætningsstoffer igen.
Hvis du igen får symptomer, når du spiser den mistænkte fødevare
under provokationen, er du overfølsom og skal undgå fødevaren. Får
du ingen symptomer ved provokationen, kan du fortsætte med at spise
fødevaren.
Provokationen bør altid foretages i samarbejde med en læge, så du
kan få en objektiv og faglig vurdering af symptomerne og blive sat
i behandling, hvis det skulle være nødvendigt.
Der er forskellige principper for, hvordan fødevareprovokationer
gennemføres.
Åben provokation
Der kan foretages en åben provokation, hvor du ved, at du nu skal
spise det, du måske ikke kan tåle. Denne metode bruges
hovedsageligt til små børn, som ikke forventer en bestemt reaktion.
At du ved, hvad det er du spiser, kan nemlig være nok til, at
symptomerne opstår.
Blindet provokation
Til større børn og voksne er det bedst at anvende de såkaldt
blindede provokationer, hvor du og måske også den, der står for
undersøgelsen ikke ved, hvad du får at spise. Når ingen af jer ved
det, taler man om en dobbelt blindet provokation.
Man skal provokeres igen
Småbørn vil ofte få foretaget en ny provokation hver 6.-12. måned.
Større børn og voksne vurderes kun på ny med års mellemrum. Det
skyldes, at de sjældnere bliver fri for deres fødevareallergi
igen.
Det kan være svært at forstå, hvorfor der skal foretages en ny
provokation, hvis man endelig har fundet årsagen til symptomerne og
nu er symptomfri. Men overfølsomheden kan forsvinde igen, især i
barnealderen.
Hvis dit barn igen tåler fødevaren, er der ingen grund til at
fastholde en diæt, som kan være med til at besværliggøre hverdagen
og måske øge risikoen for fejlernæring.
Pollenallergi og mad
Når det drejer sig om mistanke om allergi over for fødevarer, som
krydsreagerer med pollen, er det sjældent nødvendigt at foretage en
provokation. Her er sygehistorien som oftest klar.