Kan fødevareallergi forebygges?
Allergi er arvelig, men ikke medfødt. Man arver ikke en bestemt
allergi, men tilbøjeligheden til at udvikle allergi.
Fødevareallergi ses således oftere hos børn, hvis forældre eller
søskende har eller har haft en behandlingskrævende allergi. Man
taler om, at disse børn har særlig risiko for at udvikle allergi.
Risikoen er størst, når begge forældre har allergi.
Amning og forebyggelse
Amning forebygger især komælksallergi og formentlig også anden
fødevareallergi. Desuden kan amning mindske risikoen for børneeksem
i de første leveår. Men amning kan ikke fjerne risikoen for, at dit
barn udvikler fødevareallergi eller andre allergier senere i
livet.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle børn ammes fuldt de første 6
måneder. Er det ikke muligt, og har dit barn særlig risiko for at
udvikle allergi, kan du i de første 4 måneder supplere eller
erstatte amningen med en særlig ikke-allergifremkaldende
modermælkserstatning, som består af højt-hydrolyseret protein
(Nutramigen® eller Profylac®).
Spørg lægen, om dit barn har særlig risiko for at blive
allergisk.
Efter 4-månedersalderen kan spædbørn med særlig risiko for at
udvikle allergi spise det samme som andre spædbørn. Er det
nødvendigt at supplere med modermælkserstatning efter
4-månedersalderen, kan man derfor bruge en almindelig
modermælkserstatning.
Moderens kost under graviditet og amning
Der er ikke dokumentation for, at du kan forebygge fødevareallergi
hos dit barn, hvis du lader være med at spise bestemte fødevarer,
når du er gravid eller ammer.
I sjældne tilfælde kan et barn med svær mælkeallergi dog få
symptomer via modermælken, hvis moderen drikker mælk eller spiser
mælkeprodukter. I disse tilfælde bør moderen i samråd med lægen
undgå mælk og mælkeprodukter.
Forebyggelse af cøliaki
Ved tarmsygdommen cøliaki kan man ikke tåle glutenholdige
kornprodukter (hvede, rug, byg og havre). For at forebygge
sygdommen bør alle børn undgå glutenholdige kornprodukter før
6-månedersalderen.
I familier med cøliaki kan sygdommen desuden forebygges, hvis børn
ammes i mindst 6 måneder, og ved at amningen fortsætter, når barnet
efter 6-månedersalderen gradvist begynder at få mad med gluten.