Omdiskuterede symptomer
Mellemørebetændelse og mælkeallergi
I langt de fleste tilfælde er der ingen sammenhæng mellem
mellemørebetændelse og mælkeallergi. Derfor er der ikke grund til
at udelukke mælk fra kosten til et barn med hyppige
mellemørebetændelser - med mindre barnet har fået konstateret
mælkeallergi hos lægen.
Mellemørebetændelse kan forekomme hos børn med fødevareallergi, men
ses især hos børn, der også har andre allergisymptomer - især fra
luftvejene. De hævede slimhinder i svælget kan nemlig medføre, at
forbindelsen til mellemøret (det eustachiske rør) lukker, hvorved
der kan opstå problemer i mellemøret.
Hyppige forkølelser
Hyppige forkølelser i barnealderen er helt normalt og skyldes ikke
overfølsomhed over for fødevarer.
Der er nogle karakteristiske forskelle på forkølelse og
allergisymptomer. En almindelig forkølelse varer ofte 3-5
dage.
Sekretet fra næsen er i begyndelsen vandklart, men bliver i løbet
af kort tid tykkere og gult.
Ved allergi er sekretet fra næsen tyndtflydende, vandigt og klart,
og man nyser hyppigt. Næsen kan også blive tilstoppet. Næse og øjne
klør ofte, og øjnene kan blive røde, hævede og løbe i vand.
Migræne
Nogle mennesker oplever, at bestemte fødevarer kan være med til at
udløse et migræneanfald, men der er ikke dokumentation for, at det
skyldes allergi.
Noget tyder dog på, at kostens indhold af biogene aminer, fx
histamin og tyramin, kan spille ind. Biogene aminer er kendt for at
give symptomer hos følsomme personer.
Andre symptomer
Også andre symptomer er sat i forbindelse med fødevareallergi, fx
hyperaktivitet, koncentrationsbesvær, kronisk træthedssyndrom,
depression, irriteret tyktarm og ledbetændelse, men videnskabeligt
er der ikke påvist nogen sammenhæng.