Gå til forsidenGå til forsidenGå til hjemmesiden Alt om kost

15. december 2009

Valg af mad ved allergi over for æg

Her får du nogle gode råd om, hvilke fødevarer du skal passe på, hvis du ikke kan tåle æg. Det er dog altid vigtigt at læse varedeklarationen på fødevaren.


Æg-erstatning
Når du bager uden æg, har især kager tendens til at smuldre. Det kan modvirkes ved at bruge moset frugt, mere fedtstof eller ved at bruge ægerstatning.


Du kan anvende hørfrømasse, sagomasse eller grødrismasse i stedet for æg til fars, kager og panering. Ægerstatningen kan holde sig ca. 1 uge i køleskab eller fryses ned i isterningbakker.


Hørfrø-masse: Kog 50 g hørfrø og 6 dl vand i 5-10 min. Pres massen igennem en si, og afkøl den. 3-4 spsk. svarer til 1 æg.


Sago-masse: Kog 100 g sagogryn og 1 liter vand i 15 minutter. Afkøl massen. 3-4 spsk. svarer til 1 æg.


Grødris-masse: Kog 2 spsk. grødris og ½ liter vand i 1 time ved svag varme. Blend massen. 40 gram svarer til 1 æg.


Brød
Færdigbagt brød kan indeholde æg, men der findes flest produkter uden.


Pålæg

Nogle bagere og slagtere forhandler varer uden æg. Også i supermarkedet kan du finde pålægsvarer, fx leverpostej, uden æg. Som pålæg kan du desuden bruge rester fra middagsmaden, fx kylling, kalkun, kogt skinke eller hamburgerryg. Frugtpålæg, banan i skiver o.l. kan også være alternativer.


Remoulade, mayonnaise og mayonnaisesalater indeholder æg.


Middagsretter
Færdige middagsretter, fx lasagne, kan indeholde æg.


Paneret mad indeholder ofte æg.


Supper kan indeholde æg.


Pasta
Frisk pasta indeholder næsten altid æg, men der findes mange varianter af tørret pasta uden æg.


Sovs og dressing
Færdige sovse og dressinger kan indeholde æg.


Kager, desserter og slik
Mange kager, desserter og cremer indeholder æg.


Slik kan indeholde lecithin. Lecithin er et tilsætningsstof (E322), som kan være lavet af æg. Det indeholder meget lidt protein og kan derfor formentlig kun udløse allergiske symptomer hos meget følsomme.


Bouillon
Bouillonterninger kan indeholde æg.

 



Content