Allergi over for jordnødder
Allergi over for jordnødder (peanuts) var indtil for få år siden
sjælden i Danmark. Men nu ses flere og flere, især børn, med
allergi over for jordnødder. En forklaring kan være, at jordnødder
er blevet mere almindelige i fødevarer, men også at
sundhedsvæsenet er blevet mere opmærksomt på denne allergiform.
Allergi over for jordnødder er oftest en blivende allergi.
Andre bælgfrugter
En jordnød er egentlig ikke en nød, men en bælgfrugt. Derfor får
nogle mennesker med jordnøddeallergi også allergiske symptomer, når
de spiser andre bælgfrugter, fx grønne ærter, soja, bønner, lupin
og linser. Årsagen er, at proteinerne i fødevarerne ligner
hinanden, og at kroppen reagerer, fordi den ikke kan skelne mellem
de allergifremkaldende stoffer. Det kaldes en krydsreaktion.
Hvis du har svær jordnøddeallergi, bør du få undersøgt, om du også
reagerer på andre bælgfrugter.
Lupin
En opgørelse fra Odense Universitetshospital har vist, at ca. en ud
af fire personer med jordnøddeallergi også reagerer på lupin. De
allergiske reaktioner viste sig bl.a. som nældefeber og opkastning.
I udlandet har man set livstruende allergiske reaktioner på
lupinmel. Melet bruges i fødevarer fx i stedet for soja, og det kan
derfor findes i mange forskellige slags mad. Læs på fødevarens
ingrediensliste, hvis du vil vide, om der er lupinmel i varen.
Karry – Bukkehornsfrø
En ny norsk undersøgelse har vist at mennesker med jordnøddeallergi
kan reagere når de spiser karry. Karry indeholder bukkehornsfrø der
kommer fra bælgplanten Almindelig Bukkehorn (L. Trigonella foenum
graecum). Det er disse frø der giver reaktionen.
Nødder og jordnødder
Nødder og jordnødder har ikke nogen allergifremkaldende
stoffer tilfælles. Om du også skal lade være med at spise nødder,
afhænger altså af, om du har allergi over for nødder. Det bør
undersøges hos lægen.
Pollenallergi
Har du allergi over for birkepollen eller græspollen, kan
du opleve krydsreaktioner med jordnødder.
Kan give voldsomme symptomer
Ved jordnøddeallergi kan man få voldsomme symptomer, fx
svære astmaanfald og allergisk chok. Derfor er det vigtigt at få at
vide af lægen, hvad man selv, familien, skolen eller institutionen
skal gøre, hvis man alligevel kommer til at spise jordnødder. Det
kan være nødvendigt at have akutvirkende medicin på sig, fx en
EpiPen®. Det er en lille sprøjte, som man selv kan bruge.