Allergi over for soja
I Danmark er sojaallergi ikke særlig udbredt. Hos børn er der
god udsigt til at vokse fra sojaallergi.
Sojabønner er en bælgfrugt. Ved allergi over for soja får nogle
derfor også allergiske symptomer, når de spiser andre bælgfrugter,
fx grønne ærter, bønner, linser eller jordnødder. Årsagen er, at
proteinerne i fødevarerne ligner hinanden, og at kroppen reagerer,
fordi den ikke kan skelne mellem de allergifremkaldende stoffer.
Det kaldes en krydsreaktion.
Krydsreaktionerne giver de samme symptomer, som når man spiser
soja, men ikke alle med allergi over for soja oplever
krydsreaktioner. Den eneste sikre måde at undersøge, om du reagerer
på andre bælgfrugter end soja, er at få foretaget en provokation
hos lægen med fx ærter og bønner.