Gå til forsidenGå til forsidenGå til hjemmesiden Alt om kost

14. marts 2012

Hvad er et tilsætningsstof?

Tilsætningsstofferne er en stor og varieret gruppe af stoffer. Et tilsætningsstof tilsættes maden for fx at forlænge holdbarheden, give en bestemt farve eller smag eller for at gøre fødevaren mere tyktflydende. Man inddeler tilsætningsstoffer i grupper efter deres funktion, fx som farvestoffer eller konserveringsstoffer. Men selv om to stoffer har samme funktion, vil de på andre områder kunne være vidt forskellige.


Positivlisten
Reglerne for brugen af tilsætningsstoffer er beskrevet i Positivlisten, som er den officielle fortegnelse over de tilsætningsstoffer, der må bruges i fødevarer. Inden for hver fødevaregruppe er det angivet, hvilke tilsætningsstoffer der må anvendes til de enkelte fødevarer og i hvilke mængder.


Aromastoffer indgår ikke i Positivlisten. I øjeblikket vurderes ca. 3000 aromastoffer sundhedsmæssigt  med henblik på at udarbejde en positivliste for aromastoffer. En fælles EU-aromastof-positivliste vil være klar i løbet af 2010.


Mærkning
Indholdet af tilsætningsstoffer skal mærkes på fødevaren i ingredienslisten. Stofferne skal mærkes med kategori og E-nummer eller navn, fx "Konserveringsstof: E 210" eller "Konserveringsstof: Benzoesyre".


Aromaer skal mærkes "aroma". De kan også mærkes mere specifikt, fx "røgaroma" eller "vanillin".


Hvis man vil være sikker på, at en fødevare er fri for et bestemt tilsætningsstof, skal man læse i ingredienslisten.


E-numre
Når et tilsætningsstof har et E-nummer, betyder det, at der er fælles EU-regler for stoffet.


E-numrene fortæller, hvilken type tilsætningsstof der er tale om. Hovedreglen er:


E-nr. 100-199: Farvestoffer.
E-nr. 200-299: Konserveringsstoffer.
E-nr. 300-399: Antioxidanter.
E-nr. 400-499: Konsistensmidler.
E-nr. 500-      : Forskellige funktioner, fx hævemidler, skumdæmpningsmidler, smagsforstærkere og sødestoffer.



Content

Relevant information