Svovldioxid og sulfit

E 220: Svovldioxid
E 221: Natriumsulfit
E 222: Natrium-hydrogensulfit
E 223: Natriumdisulfit
E 224: Kaliumdisulfit
E 226: Calciumsulfit
E 227: Calcium-hydrogensulfit
E 228: Kalium-hydrogensulfit

Svovldioxid danner sammen med vand svovlsyrling. Svovlsyrlings salte hedder sulfitter. I produktion af fødevarer bruges både svovldioxid og sulfitter.

Anvendelse
Svovldioxid og sulfitter har flere funktioner. De virker bl.a. konserverende, fordi de hæmmer vækst af bakterier, gær- og skimmelsvampe. Desuden virker de som antioxidanter, og de kan forhindre brunfarvning af fx abrikoser og hvide grøntsager, fx kartofler og peberrod.

Forekomst
Svovldioxid findes naturligt i løg og kål, der indeholder 10-20 mg pr. kg. Det kan desuden dannes naturligt i små mængder ved gæring. I vin kan dannes 10-30 mg pr. liter og i øl 0,2-10 mg pr. liter.

Vin må i alt indeholde 160-210 mg svovldioxid pr. liter – søde typer må indeholde op til 400 mg pr. liter. Der er generelt mere svovldioxid i hvide vine end i røde og mere svovldioxid i søde vine end i tørre. Der er ikke mere svovldioxid i billige end i dyre vine.

Det svenske Vin & Sprit AB kontrollerer løbende svovldioxidindholdet i den vin, de importerer. De finder et gennemsnitligt indhold i rødvin på 80 mg pr. liter og i hvidvin på 180 mg pr. liter.

Da svovldioxid er nødvendig i fremstillingsprocessen, kan man ikke købe vin uden svovldioxid. Også vine af økologiske druer indeholder svovldioxid.

Der må ikke tilsættes svolvdioxid eller sulfit til økologisk tørret frugt, fx rosiner. Svovl, som kan blive til svovldioxid og sulfit, må dog bruges i produktionen på marken og kan derfor også være tilstede i de tørrede frugter.

Herunder kan du se eksempler på fødevarer, hvor der må bruges svovldioxid og sulfitter.

Eksempler på fødevarer, hvor der må bruges svovldioxid og sulfitter

• Hvide grøntsager, fx peberrodspulp, skrællede eller kogte kartofler og sauerkraut.
• Tørrede frugter og grøntsager.
• Frugter og grøntsager i lage (eddike, olie eller salt).
• Marmelade, syltetøj og gelé.
• Kandiserede frugter og grøntsager.
• Tærtefyld på basis af frugt.
• Slik (fra glucosesirup).
• Kiks.
• Ferske, frosne og kogte krebsdyr og bløddyr.
• Saltet, tørret fisk af torskefamilien, fx klipfisk.
• Sirup.
• Eddike.
• Sennep.
• Citronsaft og visse typer frugtsaft til catering.
• Læskedrikke, fx sodavand.
• Øl.
• Cider.
• Vin og frugtvin.
• Snacks, fx kartoffelchips.
• Pynt ("toppings").

Selvom det er tilladt at bruge et tilsætningsstof i en fødevare, er det langt fra sikkert, at det faktisk er brugt. Læs derfor ingredienslisten.

Mærkning
Svovldioxid og sulfitter har E-numrene E 220-E 224 og E 226-228 og skal mærkes med kategori og E-nummer eller navn, fx "Konserveringsstof: E 220" eller "Konserveringsstof: Svovldioxid".

I andre EU-lande  har det tidligere ikke været obligatorisk at mærke vin med indhold af sulfit. Det blev det fra slutningen af 2005. (kommentar – da man gemmer vin en del år er det stadig relevant at vide at vin købt i Frankrig før 2005 ikke behøver at være mærket)

Karakteristiske symptomer
Overfølsomhed over for svovldioxid og sulfitter er fortrinsvis beskrevet hos personer, der i forvejen har astma.

Svovldioxid og sulfitter kan også udløse hudkløe, nældefeber og hævelse i huden eller høfeber. Disse symptomer er beskrevet hos mennesker, der ikke har astma. Hos nogle af disse mennesker udløses symptomerne af meget små mængder sulfit, fx 1 mg. Der vil sædvanligvis skulle en del mere til at udløse en reaktion.