Gå til forsidenGå til forsidenGå til hjemmesiden Alt om kost

14. december 2009

Allergen-listen

EU har indført regler, som gør det lettere for personer med fødevareallergi at læse varedeklarationerne. Reglerne gælder fødevarer, der er mærket fra den 25. november 2005 eller senere.

I følge disse skal de mest almindelige allergifremkaldende ingredienser altid deklareres.


Ingredienser, som altid skal deklareres
EU har opstillet en liste over de ingredienser, som altid skal fremgå af mærkningen. Disse ingredienser er årsag til de fleste tilfælde af overfølsomhed over for fødevarer. Se allergen-listen herunder.


Når en ingrediens fra listen indgår i en færdigpakket fødevare, skal det fremgå af ingredienslisten, af varens navn eller oplyses på en anden måde i mærkningen.


Fx er jordnød med på listen over ingredienser, der altid skal mærkes. Det betyder, at producenten skal skrive "jordnøddeolie", hvis der er anvendt jordnøddeolie i en vare. Producenten må ikke nøjes med at skrive "vegetabilsk olie". Begrundelsen er, at der kan være rester af protein i jordnøddeolien, som vil kunne give en allergisk reaktion hos mennesker med jordnøddeallergi.


Producenten skal henvise til den ingrediens på allergenlisten, som en ingrediens stammer fra, hvis det ikke er indlysende, hvad ingrediensen er lavet af. Skriver producenten fx "kasein", skal han tilføje, at kasein kommer fra mælk, da man ikke kan regne med, at alle ved, at kasein er et mælkeprotein. Er der derimod brugt fx ost i en fødevare, behøver producenten ikke at skrive mere, da det forventes, at forbrugerne ved, at ost er lavet af mælk.


Allergen-listen
Følgende ingredienser eller produkter fremstillet af ingredienserne skal altid deklareres:

  • Glutenholdige kornprodukter, dvs. hvede, rug, byg, havre, spelt m.m.
  • Krebsdyr, dvs. rejer, hummere, jomfruhummere, krebs og krabber
  • Bløddyr, dvs. muslinger, østers, blæksprutter og snegle 
  • Æg 
  • Fisk
  • Jordnødder 
  • Soja 
  • Mælk, herunder laktose 
  • Nødder, dvs. mandel, hasselnød, valnød, cashewnød (akajon), pekannød , paranød, pistacienød og queenslandnød
  • Lupin
  • Selleri 
  • Sennep 
  • Sesamfrø 
  • Svovldioxid og sulfitter, hvis der er over 10 mg pr. kg fødevare eller 10 mg pr. liter drikkevare.


Tidligere regler, som ikke længere gælder
Varer, der er markedsført eller mærket før den  25. november 2005, må sælges, indtil lagrene er tømt. Derfor kan der i en periode efter den 25. november 2005 være varer i butikkerne, som er mærket efter de tidligere regler, fx konserves.


Det gælder fx 25 procent-reglen.
Tidligere har producenterne ikke behøvet at deklarere de enkelte ingredienser i en sammensat ingrediens, hvis den sammensatte ingrediens udgjorde mindre end 25 procent af varens vægt.

Fx behøvede producenten ikke at angive, hvad kødbollerne i en færdigret som "boller i karry" var lavet af, hvis kødbollerne udgjorde under 25 procent af hele færdigrettens vægt.

Den 25. november 2005 forsvandt denne mulighed, og producenten skal nu oplyse, hvad en sammensat ingrediens er lavet af.



Content