Gå til forsidenGå til forsidenGå til hjemmesiden Alt om kost

4. december 2009

Tilsætningsstoffer

Hvorfor får nogle børn udslæt, når de spiser vingummi?
Det kan man ikke sige uden at have foretaget en undersøgelse af det enkelte barn. Men man skal være opmærksom på, at overfølsomhed over for vingummi kan skyldes allergi over for gelatine og ikke nødvendigvis de farver, man først vil mistænke. Gelatine (husblas) findes i mange andre produkter end vingummi.


Hvad er forskellen på acetylsalicylsyre og salicylsyre?
Acetylsalicylsyre og salicylsyre er to forskellige stoffer.


Acetylsalicylsyre er et lægemiddel, som findes i mange hovedpinetabletter (fx 500 mg pr. tablet). Det fremstilles syntetisk og forekommer ikke i naturen. Nogle mennesker udvikler ikke-allergisk overfølsomhed over for acetylsalicylsyre. Det er således velkendt, at nogle personer får astmasymptomer efter indtagelse af acetylsalicylsyre.


Salicylsyre bruges som lægemiddel i salver. Det findes naturligt i små mængder i de fleste frugter og grøntsager (under 1 mg salicylsyre pr. kg). Der er et lidt højere indhold i visse bær, krydderier og tørrede krydderurter (under 10 mg salicylsyre pr. kg). Overfølsomhed over for det naturlige indhold af salicylsyre i maden forekommer sandsynligvis ikke på grund af det lave indhold. Det gælder også personer med overfølsomhed over for acetylsalicylsyre.


Hverken acetylsalicylsyre eller salicylsyre anvendes som tilsætningsstoffer.


Kan man være overfølsom over for sprøjtemiddelrester i mad?
Den svenske Fødevarestyrelse "Livsmedelsverket" stillede sig selv spørgsmålet for nogle år siden. Man prøvede bl.a. gennem allergilæger at finde frem til personer med overfølsomhed over for sprøjtemiddelrester i mad. Projektet blev opgivet i løbet af nogle år, da lægerne ikke fandt en eneste patient, der var overfølsom over for sprøjtemidler. Med den nuværende viden ser det altså ikke ud til, at overfølsomhed over for sprøjtemiddelrester findes.


Kan børn blive hyperaktive af at spise tilsætningsstoffer?
Der er lavet mange undersøgelser, der har forsøgt at bevise eller modbevise, at især farvestoffer kan gøre børn hyperaktive. Det er meget vanskelige undersøgelser at gennemføre, dels fordi det er svært at finde ud af, hvad der overhovedet skal tages med under begrebet hyperaktivitet, dels at få det registreret objektivt. Der er således ingen gode videnskabelige undersøgelser, der har kunnet vise en sammenhæng mellem tilsætningsstoffer og hyperaktivitet. Derimod er det velkendt, at børn med fx udtalt, vedvarende børneeksem kan være utilpasse og urolige på grund af vedvarende kløe, især om natten, og manglende nattesøvn.

 



Content