Gå til forsidenGå til forsidenGå til hjemmesiden Alt om kost

8. december 2009

Lærervejledning

Formål
Mennesker med fødevareallergi har behov for oplysning om madens indhold, så de trygt kan købe mad uden at risikere allergiske reaktioner. Formålet med undervisnings-programmet er at øge opmærksomheden hos ansatte i restauranter, kantiner, detailhandel m.v. på disse behov.

Programmet skal give eleverne indsigt i:

  • at fødevareallergi kan være alvorligt.
  • hvordan fødevareallergi påvirker dagligdagen, for de mennesker der lever med fødevareallergi.
  • at manglende produktionshygiejne kan være nok til at udløse en allergisk reaktion.
  • at ansvar og ærlighed er nøgleord, når man skal sammensætte og informere om ingredienser i fødevarer og menuer til mennesker med fødevareallergi.

Efter at have gennemgået programmet tilfredsstillende vil eleven kunne følgende  -  på et grundlæggende niveau:

  • komme med forslag til en menu, der tager hensyn til forskellige former for allergi.
  • læse en varedeklaration og udpege ingredienser, som kan være problematiske for mennesker med fødevareallergi.
  • forklare mennesker med fødevareallergi ansvarligt og ærligt om ingredienser og menuer.

Målgruppe
Programmet har sin primære målgruppe på de tekniske skoler blandt kommende kokke, catere, tjenere, bagere, konditorer, butiksslagtere, fiske- og vildthandlere, delikatesse- og ferskvareassistenter samt ernæringsassistenter.

Placering i uddannelsen
Programmet er beregnet til at indgå i et kort og intensivt undervisningsforløb på de tekniske skoler. Programmet kan gennemgås i løbet af to lektioner.

Undervisningsprogrammet kan placeres i grundforløbet i indgangen "Fra jord til bord" inden for området "Køkken, hotel og levnedsmiddel". Det er mest oplagt at gennemføre programmet i grundfaget "sundhed", men det kan også placeres i områdefaget "salg, gæste- og kundebetjening" og til dels i områdefaget "varekendskab".

Desuden kan undervisningsprogrammet placeres i hovedforløbene på alle de omtalte uddannelser i forbindelse med fagene "ernæringslære" eller "salg- og kundebetjening".

Derudover kan undervisningsprogrammet bruges i efteruddannelse af faglærte på fødevareområdet og i fx AMU-kurser.

Krav til undervisningslokalet
Undervisningen kan foregå i alle elevmiljøer hvor der er PC'er med lyd - og gerne høretelefoner, da flere dele af programmet kun kan høres og ikke læses.

Indhold i programmet
Undervisningsprogrammet har følgende elementer, som skal gennemføres i den nævnte rækkefølge:

1. Historier

Hver elev skal først lytte til tre autentiske historier, som er optakten til de efterfølgende opgaver. I historierne fortæller Kristoffer, Pernille og Mads' far om, hvordan det er at have fødevareallergi eller være forældre til et barn med fødevareallergi.

Målet med historierne er at

  • eleverne får kendskab til, at ansvar og ærlighed er nøgleord, når man arbejder med fødevarer til mennesker med fødevareallergi.
  • give eleverne forståelse for, at fødevareallergi kan være alvorligt.
  • give eleverne et indblik i, hvordan fødevareallergi påvirker dagligdagen for de mennesker, som har fødevareallergi.

2. Quiz
Når eleverne har hørt historierne, skal de arbejde med quizzen.

Målet med quizzen er, at eleverne erhverver sig

  • generel viden om fødevareallergi.
  • kendskab til, hvordan man finder ud af, hvad der er i industrielt fremstillede fødevarer, og hvordan man finder alternativer til de fødevarer, som kan fremkalde allergiske symptomer.
  • kendskab til, hvordan manglende produktionshygiejne kan påvirke mennesker med fødevareallergi.
  • kendskab til, hvor og hvordan man finder informationer om fødevareallergi på www.foedevareallergi.dk.

Først skal eleverne gennemgå det quizmodul, der hedder "Generelt". Modulet handler om hyppighed, symptomer, behandling og andre generelle forhold i forbindelse med fødevareallergi. Det generelle quizmodul indeholder 18 spørgsmål.

Derefter skal eleverne gennemgå mindst ét af de fire andre quizmoduler, som har overskrifterne

  • bager (og konditor).
  • slagter (og delikatesseassistent samt fiske- og vildthandler)
  • kok (og ernæringsassistent samt cater)
  • tjener (og ferskvareassistent).

De forskellige udddannelser er ikke nævnt ud for hver kategori i quizzen, så den enkelte elev eller gruppe af elever må vælge det område, som ligger tættest på det, der interesserer dem.  De fagspecifikke quiz-moduler indeholder 10 spørgsmål hver.

Når eleven har valgt et quiz-modul, præsenteres spørgsmålene ét ad gangen. Spørgsmålene er fx af multiple choice-typen eller sorteringsopgaver. Eleven klikker på en eller flere svarmuligheder og trykker på "OK". Herefter kan eleven se, hvilke svar der er rigtige. I de fleste tilfælde får eleven også et tilbud om at få "Flere informationer" via et link til www.foedevareallergi.dk. Når eleven er færdig med et spørgsmål, fortsætter han til næste spørgsmål med at klikke på "Næste".

Det er ikke muligt at bakke inden for et quizmodul, men man kan altid starte forfra på modulet.

Efter hvert quizmodul får eleverne en tilbagemelding. Indholdet i tilbagemeldingen afhænger af, hvor godt den enkelte elev eller gruppe af elever har klaret quizmodulet. Det er kokken Kille Enna, som giver tilbagemeldingerne.

Eleverne får den mest positive tilbagemelding, når de har 80-90% eller flere af opgaverne rigtigt. Den næstbedste tilbagemelding gives ved mellem ca. 40% og 80-90% rigtige. Og den mest negative tilbagemelding gives ved under ca. 40% rigtige besvarelser.

3. Opgaver
Når eleverne har hørt historierne og gennemført quizzen, skal de i gang med opgaverne.

Målet med opgaverne er, at eleverne på et grundlæggende niveau

  • kan anvende viden om, hvordan man bedst tager hensyn til mennesker med fødevareallergi, herunder hvordan man finder alternativer til de ingredienser, der kan fremkalde allergiske symptomer.
  • kan konstatere eksempler på god og dårlig produktionshygiejne, der kan påvirke mennesker med fødevareallergi.

I opgavemodulet skal eleverne vælge mindst én af de fiktive cases inden for følgende områder:

  • bager (og konditor)
  • slagter (og delikatesseassistent samt fiske- og vildthandler)
  • kok (og ernæringsassistent samt cater)
  • tjener (og ferskvareassistent).

De forskellige udddannelser er ikke nævnt ud for hver kategori, så den enkelte elev eller gruppe af elever må vælge det område, som ligger tættest på det, der interesserer dem.  

I hver opgave bliver eleven stillet over for forskellige problemstillinger i forhold til fødevareallergi, fx kan en tjener blive bedt om at hjælpe en gæst, som har mælkeallergi, med at finde ud af, om dagens dessert indeholder mælk.

Når eleverne har valgt et opgave-modul, skal de læse en kort forklaring på, hvor opgaven foregår, og hvad den overordnet går ud på. Derefter præsenteres spørgsmålene ét ad gangen. Eleven klikker på en eller flere svarmuligheder og trykker på "OK". Herefter kan eleven se, hvilke svar der er rigtige. I nogle tilfælde får eleven også et tilbud om at få "Flere informationer" via et link til www.foedevareallergi.dk. Når eleven er færdig med et spørgsmål, kommer han videre i opgaven ved at klikke på "Næste".

Det er ikke muligt at bakke inden for et opgavemodul, men man kan altid starte forfra på modulet.

Når eleverne har færdiggjort deres opgave, får de en tilbagemelding. Indholdet i tilbagemeldingen afhænger af, hvor godt den enkelte elev eller gruppe af elever har klaret opgaven. Det er kokken Kille Enna, som giver tilbagemeldingerne.

Eleverne får den mest positive tilbagemelding, når de har ca. 80-90% eller flere af opgaverne rigtigt. Den næstbedste tilbagemelding gives ved mellem ca. 40% og 80-90% rigtige. Og den mest negative tilbagemelding gives ved under ca. 40% rigtige besvarelser.

4. Opskrifter
Her kan eleven finde eksempler på opskrifter, som tager hensyn til forskellige former for fødevareallergi. Der er tale om et lille udpluk af de mange opskrifter, som ligger på Astma-Allergi Danmarks hjemmeside.

Opskrifterne kan fx bruges, hvis I vælger at arbejde videre med emnet fødevareallergi i de praktiske fag.

Undervisningens tilrettelæggelse
Undervisningsprogrammet er baseret på at kunne gennemføres i løbet af to lektioner.

Læreren kan præsentere formålet med programmet, og hvordan det fungerer ved hjælp af beskrivelsen her i lærervejledningen og vejledningen "Sådan fungerer programmet"  -  se linket i højre side. 

Læreren og/eller eleverne kan få en kort introduktion til  fødevareallergi under punktet "Kort om fødevareallergi"  -  se i venstre side. Desuden kan man hente information på resten af fødevareallergi-hjemmesiden.

Herefter arbejder eleverne selvstændigt eller i mindre grupper. Mindre grupper er en fordel, fordi det giver mulighed for dialog om de ofte ret svære problemstillinger i quiz og opgaver.

Læreren kan eksempelvis følge op på programmet ved hjælp af nogle kontrolspørgsmål i forhold til nogle af opgaverne i programmet, eller ved at eleverne skal aflevere nogle af svarene fra programmet skriftligt.

Desuden kan eleverne skrive deres resultat ud og aflevere det til læreren. Ved dårlige resultater kan eleven evt. gennemføre endnu en quiz eller opgave.

Forslag til videre arbejde
Klassen kan arbejde videre med emnet fødevareallergi i de praktiske fag, fx med hjælp af opskrifter fra Astma-Allergi Danmark.

Hvem står bag undervisningsprogrammet
Undervisningsprogrammet er et samarbejde mellem Fødevarestyrelsen, DTU Fødevareinstitutet, Sundhedsstyrelsen og Astma-Allergi Danmark. I udviklingen af programmet har også deltaget faglærer Erling Johansen, Hotel- og Restaurantskolen. Courseware A/S har stået for den pædagogiske og tekniske udvikling af programmet.

Undervisningsprogrammet indgår i en større informationsindsats om fødevareallergi, hvor den seriøse information om fødevareallergi er forsøgt samlet ét sted, dels på hjemmesiden www.foedevareallergi.dk, dels i en række pjecer om forskellige former for fødevareallergi.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har støttet informationsindsatsen om fødevareallergi.



Content

Relevant information

Sådan bruger du programmet 

Print vejledningen?
Klik på Printeren i toppen af siden, hvis du vil skrive lærer-vejledningen ud.